lørdag, januar 28, 2006

Fald nu ikke på halen...

men nu kommer der altså et indlæg!!!

Nu MÅ der altså til at ske lidt på min blog igen. Jeg har rent faktisk savnet at få nedfældet mine oplevelser, men af flere grunde bliver det altid bloggen der bliver sorteret fra.

Heldigvis er en af grundene jo, at jeg har haft (og har!) meget travlt i forretningen, jeg har selvfølgelig altid troet på at den bliver en succes, men nu ser det sørme også ud til at det virkelig sker:o) det er da stort, ikke?

Desværre er min ryg (læs: lænd) temmelig dårlig, hvilket betyder, at jeg har svært ved at stå op og sidde ned i længere tid af gangen. Det betyder så at jeg er bagud med mange af mine opgaver (I har forhåbentligt ikke været inde på min hjemmeside!!!!) med stress og dårligt humør til følge. Altså ikke for at klage mig, vel;-) Heldigvis synes min kiropraktor, at jeg er færdig for denne gang, så nu lysner alting, skønt!

Vil I se alle mine opstartede projekter? For der er en del for tiden, jeg har det med at prøve teknikker af, og når så jeg kan - gider jeg ikke mere!

Jeg har ladet mig lokke, pressse og udfordre, så jeg er begyndt på Hanne Falkenbergs Dacapo, fuldstændig sindsygt, jeg tror aldrig at jeg bliver færdig, men både min mor og min gode strikkeveninde er "støttestrikkere". Jeg strikker i Gotlandsk Pelsuld i marineblå, turkis og fuchsia, og det ser ganske fornuftigt ud indtil videre. Jeg er kommet lidt længere end på billedet!

I strikkekurven gemmer der sig også en taske i dobbelt Kauni-effekt garn, jeg mangler bare den ene klap + hanken, så er den færdig. Forhåbentlig bliver den det her i weekenden, så der kan blive plads til lidt flere projekter i kurven. Lige nu trænger domino-teknikken sig kraftigt på, så jeg forsøger mig med et sjal, også i Kauni-effekt.
Ellers døjer jeg med det samme luksus problem som mange andre kreative, nemlig at få hænderne til at følge med alle de idéer, som hober sig op i hjernen og ind imellem bliver glemt. Jeg forsøger at skrive ned, måske er der noget som skal bruges senere.