tirsdag, marts 13, 2007

Influenza ramt

Ja, altså ikke mig, men Agnete. Indtil videre 3 dage i sengen/på sofaen, betyder at jeg har kunnet tillade mig at "hygge" med.

Hendes rygsæk er færdig - opskriften ligeså - pynten overvejer vi stadig. Egentlig havde jeg købt nogle vildt fede håndlave/malede glasperler, men det er som om det ikke lige er det rigtige. Jeg synes stadig, at rygsækken minder mig om en figur fra Mumitroldene, så vi kunne jo også sy et par øjne på filuren...

Ét projekt færdig, så må der gerne startes et nyt, strømpegarn - here we come! Og garnet er fuldt tilfredsstillende, blødt og dejligt at strikke med og nogle skønne farver. Men...

Min strikkefasthed er elendig! Selvom jeg strikker med p. 2½ er det stadig for "slapt", og jeg har selvfølgelig valgt str. 46/47 - hvilket må ende med en str. 50, hvis jeg altså gad fortsætte!

Næh, enten hedder det en p. 2 eller også strikker jeg (som jeg plejer) en størrelse mindre og sk.... på at strømpen bliver en smule løs i det. Endnu har ingen klaget over kvaliteten af mine strømper...

Mens jeg stadig overvejede strømperne, kunne jeg meget passende finde endnu en UFO frem. En dækkeserviet påbegyndt i, ja, hvornår var det nu det var? Nå, skidt, lad os ikke træde mere i det, for nu lysner det (også udenfor, er det ikke skønt?). Den er syet i hånden, over pap, et meget simpelt mønster, men godt til mange af de flotte stormønstrede stoffer, jeg selv har et hav af. Både på lageret og i butikken... Nu er den quiltet, og mangler bare de sidste sting kanten rundt.

Lørdag har jeg et mini-kursus i patchwork, emnet er bl.a. dækkeservietter og Agnete skal med for at prøve at lave sin egen. Hun har bestemt, at der skal være katte på hendes, så kan hun lave en til sin far med grise!!

Ellers har vi slappet af, i selskab med dvd'en og mine perlekasser. Der er blevet produceret maskemarkører, både til eget brug og til gaver. Det er noget så dejligt at sidde der med alle de skønne farver og forskellige kvaliteter. Egentlig har jeg aldrig været den store smykkeproducent, men 1 år med ansvar for en perleafdeling i Panduro, har gjort sit til mit lager. Ja, og så kan jeg altså bare godt lide perler...

fredag, marts 09, 2007

Strømpegarn

I denne uge har jeg nået at flytte alt mit strømpegarn. Lau vil gerne have mere plads i "sin" del af butikken og jeg havde en meget tom gavl, så det går fint op. Foreløbig er det kun strømpegarnet, der er flyttet. Mere følger i næste uge, for jeg har meget garn, som ikke er pakket ud og så er det pokkers svært at sælge! Der har ikke været så travlt i denne uge, og det har vi udnyttet til lidt af alt det andet arbejde, der er.

Det nye strømpegarn var ellers tæt på at ødelægge mine projekt-fortsætter. Det er SÅ nemt at blive forført af nye fibre... denne slags er det sædvanlige mønster-af-sig-selv-garn, men med forskellig effekt afhængig af størrelsen. Jeg må ha' strikket flere størrelser op, så man kan se hvad der menes. Men jeg holder skansen!
Agnete's rygsæk er næsten færdig - den er træls at strikke, fordi jeg samtidig skal notere opskriften ned, og så går det endnu langsommere end vanligt. Så strømpegarnet må vente (selvom jeg har fundet pindene frem...)



Mit babysvøb ligger på stand-by, der er ikke mere garn, men hjælpen er nær. En af mine kunder har nemlig købt alt for meget af pågældende garn, og hun har lovet at levere alt tilbage hun ikke skal bruge - stumper modtages med taknemmelighed. Så kan man måske lære at tjekke lagerbeholdningen inden projektet starter!

Weekenden starter tidligt i morgen. Lau skal en tur til Østrig - med fly fra Billund før fanden får sko på - for at finpudse sin salgsteknik og sikkert også sin skiform! Jeg håber, at han får nogle dejlige feriedage og kommer hjem med fornyet energi.
Agnete og jeg skal hygge os med hinanden mens Lau er væk, lørdag aften sammen med gode venner, og søndag er til ren og skær afslapning.

fredag, marts 02, 2007

Jeg er her stadig...


Jep, det må vist være kvartalets gæst, der blogger idag!

2007 startede ret dårligt for vores lille familie - og nu tænker jeg selvfølgelig ikke på vores lille ny "fætter", Magnus. Her i godt selskab med morbror Lau og kusine Agnete.

Først havde Lau et ret voldsomt færdselsuheld og måtte en tur på skadestuen for at lappes sammen. Han må ha' en helt fantastisk skytsengel, eller også er han bare heldig, for han kunne selv gå fra ulykken og kan "nøjes" med piskesmælds lignende smerter og lidt hukommelsesbesvær. Bilen er, efter den sædvanlige polemik med forsikringen, skiftet til en anden model...


Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg ønsker mig en større familie, her tænker jeg selvfølgelig på søskende til Agnete, selvom svigerinder, nevøer og niecer også er hjertelig velkomne;o) En lille "nøler", der var bestilt til August, endte med en spontan abort, og hvor har det været svært at finde det gode humør og overskuddet frem igen.

Dagen efter fødte min svigerinde den lille Magnus. Trøjen blev færdig til tiden! Jeg glemte at fotografere den, men mon ikke jeg får en chance en anden gang, evt. med indhold.

Jeg har lavet en lille"aftale" med mig selv omkring færdiggørelse af projekter - om jeg fatter hvorfor diverse modeller ikke bliver færdige af at ligge i garn kurven!

Aftalen er kendt; 1 stk. ufo færdig før et nyt projekt startes. Og det fungerer faktisk, måske er jeg endelig blevet god til at fokusere på en ting af gangen, eller også skyldes det størrelsen af mine opgaver!

  • en valket taske, som bare manglede pynt og hank...
  • og den pinlige; flora havde aldrig fået en knap...
  • et par sokker til Agnete eller mig, vi passer samme størrelse!
  • djævlehue efter Gro's model, til Magnus...
  • Cardigan til samme...
  • halstørklæde til Lau, det sjove billede nedenfor...

På pindene er der i øjeblikket "prinsesvøbet" og en Sæk til Agnete. Jeg strikker svøbet i en mørkerød uldgarn, som jeg mangler halvdelen af garnet af. Den store jagt på samme indfarvning er iværksat... Indtil det dukker op, kan jeg passende gøre Agnetes rygsæk færdig.