tirsdag, marts 13, 2007

Influenza ramt

Ja, altså ikke mig, men Agnete. Indtil videre 3 dage i sengen/på sofaen, betyder at jeg har kunnet tillade mig at "hygge" med.

Hendes rygsæk er færdig - opskriften ligeså - pynten overvejer vi stadig. Egentlig havde jeg købt nogle vildt fede håndlave/malede glasperler, men det er som om det ikke lige er det rigtige. Jeg synes stadig, at rygsækken minder mig om en figur fra Mumitroldene, så vi kunne jo også sy et par øjne på filuren...

Ét projekt færdig, så må der gerne startes et nyt, strømpegarn - here we come! Og garnet er fuldt tilfredsstillende, blødt og dejligt at strikke med og nogle skønne farver. Men...

Min strikkefasthed er elendig! Selvom jeg strikker med p. 2½ er det stadig for "slapt", og jeg har selvfølgelig valgt str. 46/47 - hvilket må ende med en str. 50, hvis jeg altså gad fortsætte!

Næh, enten hedder det en p. 2 eller også strikker jeg (som jeg plejer) en størrelse mindre og sk.... på at strømpen bliver en smule løs i det. Endnu har ingen klaget over kvaliteten af mine strømper...

Mens jeg stadig overvejede strømperne, kunne jeg meget passende finde endnu en UFO frem. En dækkeserviet påbegyndt i, ja, hvornår var det nu det var? Nå, skidt, lad os ikke træde mere i det, for nu lysner det (også udenfor, er det ikke skønt?). Den er syet i hånden, over pap, et meget simpelt mønster, men godt til mange af de flotte stormønstrede stoffer, jeg selv har et hav af. Både på lageret og i butikken... Nu er den quiltet, og mangler bare de sidste sting kanten rundt.

Lørdag har jeg et mini-kursus i patchwork, emnet er bl.a. dækkeservietter og Agnete skal med for at prøve at lave sin egen. Hun har bestemt, at der skal være katte på hendes, så kan hun lave en til sin far med grise!!

Ellers har vi slappet af, i selskab med dvd'en og mine perlekasser. Der er blevet produceret maskemarkører, både til eget brug og til gaver. Det er noget så dejligt at sidde der med alle de skønne farver og forskellige kvaliteter. Egentlig har jeg aldrig været den store smykkeproducent, men 1 år med ansvar for en perleafdeling i Panduro, har gjort sit til mit lager. Ja, og så kan jeg altså bare godt lide perler...

2 kommentarer:

Dorte sagde ...

Jeg synes din grønne rygsæk er flot - rigtig sød facon.
I min eøjne ligner den mere en pære end en mumietrold.

kh Dorte

Jane sagde ...

Jeg synes osse den ligner en pære. Uanset om det er en pære eller en mumietrold så er den skide flot.