Hvordan er det nu man blogger?

Efter mange overvejelser om at droppe min weblog - hvorfor ha' en blog når man aldrig bruger den? - tror jeg, at der må nogle nye forsøg til. Tit tager jeg billeder til bloggen, som så aldrig bliver lagt ind, eller tænker; Det her må du huske at skrive på bloggen, men teksten kommer ikke af sig selv. Nu skal det altså være. Måske er der ikke mange der følger med, men jeg har brug for et sted at vende mine daglige oplevelser og tanker om disse.

Lidt om hverdagen og hvad der bliver produceret, måske ikke så meget strik men samlingen er ikke blevet mindre! En fødselsdag med masser af garn har selvfølgelig gjort sit, men én kan skam også selv, når trangen til nye fibre melder sig.

De sidste 8 måneder, hvor der har været dødt på bloggen, har jeg været optaget af mange andre ting. Tja, jeg blev vel ramt af hverdagen, både på den gode og den knap så gode måde. Selv det at følge med i alle de spændende blogge, jeg ellers plejer at læse - om ikke dagligt så ugentligt - har været skruet ned på laveste blus.

En tur på arbejdsmarkedet er det blevet til i sommer perioden, hvor kundestrømmen alligevel falder. "Lønnen er arbejdet i sig selv", som jeg har forsøgt at sige de sidste 3 år, blev lige pludselig for meget. Penge er nu altså rare at ha', selvom meget andet tæller i min hverdag.

Blandt andet er der nogle usle regler for kvinder, der skal på barsel, hvis de altså er gift med en selvstændig, og ikke er "aktiv" på arbejdsmarkedet. (Hov, hvad var nu det med barsel!!!) Jeg har jo "kun" arbejdet i Lau's firma - uden lønsedler - så reglerne er sådan, at han skal underholde(ha ha!) mig under barsel. Så mutter ud i det pulserende arbejdsliv - og det var slet ikke så ringe endda! - og optjene ret til i det mindste at kunne få dagpenge. Så alt er nu i vinkel, og stille og roligt kommer der lidt overskud til alt det man skal og gerne vil.

Barsel! Ja, og rent faktisk lige om lidt. Termin 10. december. Og hvorfor har jeg dog ikke blæst det ud for lang tid siden? Usikkerhed spiller en stor rolle, trang til at holde det helt privat en anden. Denne gang har jeg haft brug for at gemme graviditeten, sidste gang havde jeg ret travlt med at være jublende glad og berette til højre og venstre. Af skade bliver man klog... eller i det mindste forsigtig.

Men det går faktisk ganske planmæssigt. Jeg hører til de "heldige" der ikke slipper for kvalme og opkastninger - tilgengæld tager jeg knap så meget på(og der er masser at ta' af til senere!!). Stumpen vokser som den skal, totalt upåvirket af utilpashed og forbistret mange plukvéer. Sådan var det også med Agnete(for 12! år siden) så det er nok opskriften for mit vedkommende. Vi ved ikke hvilket køn det bliver, vi er ellers ret nysgerrige hvad det angår, men må væbne os med tålmodighed - og strikke/sy i neutrale farvero;o)