fredag, marts 09, 2007

Strømpegarn

I denne uge har jeg nået at flytte alt mit strømpegarn. Lau vil gerne have mere plads i "sin" del af butikken og jeg havde en meget tom gavl, så det går fint op. Foreløbig er det kun strømpegarnet, der er flyttet. Mere følger i næste uge, for jeg har meget garn, som ikke er pakket ud og så er det pokkers svært at sælge! Der har ikke været så travlt i denne uge, og det har vi udnyttet til lidt af alt det andet arbejde, der er.

Det nye strømpegarn var ellers tæt på at ødelægge mine projekt-fortsætter. Det er SÅ nemt at blive forført af nye fibre... denne slags er det sædvanlige mønster-af-sig-selv-garn, men med forskellig effekt afhængig af størrelsen. Jeg må ha' strikket flere størrelser op, så man kan se hvad der menes. Men jeg holder skansen!
Agnete's rygsæk er næsten færdig - den er træls at strikke, fordi jeg samtidig skal notere opskriften ned, og så går det endnu langsommere end vanligt. Så strømpegarnet må vente (selvom jeg har fundet pindene frem...)



Mit babysvøb ligger på stand-by, der er ikke mere garn, men hjælpen er nær. En af mine kunder har nemlig købt alt for meget af pågældende garn, og hun har lovet at levere alt tilbage hun ikke skal bruge - stumper modtages med taknemmelighed. Så kan man måske lære at tjekke lagerbeholdningen inden projektet starter!

Weekenden starter tidligt i morgen. Lau skal en tur til Østrig - med fly fra Billund før fanden får sko på - for at finpudse sin salgsteknik og sikkert også sin skiform! Jeg håber, at han får nogle dejlige feriedage og kommer hjem med fornyet energi.
Agnete og jeg skal hygge os med hinanden mens Lau er væk, lørdag aften sammen med gode venner, og søndag er til ren og skær afslapning.

1 kommentar:

Tina/Chance-strikkeren sagde ...

Hov - jeg havde slet ikke set, du var tilbage. Sikke masse lækkert strømpegarn....det må godt nok være svært at holde fingrene fra det.

Det gør mig ondt at læse om din spontane abort - jeg håber, jeres planer lykkes på et andet tidspunkt.

KH Tina