onsdag, november 01, 2006

At få det hele med...

Når der går så lang tid, imellem at jeg får blogget - ja, så må du altså regne med meeeeget lange indlæg, men det står dig jo frit for at springe alt det kedelige over!
  • fra d. 10.-13. oktober var jeg med gode venner og min dejlige mor i London. Vi var der primært for The Knitting and Stitching Show på Alexandra Palace. Meget havde jeg hørt inden, men det var alligevel en overvældende oplevelse. Jeg valgte bevidst at tage "skyklapper" på og udelukkende se på garn og fibre. Ud af øjenkrogen så jeg også perler, papir, bøger, bøger og atter bøger, patchworkstof mm, knapper, nunofilt og ufattelig mange andre fristelser. Lad det være sagt, at næste gang har jeg MANGE flere "pund" med! Cameraet var slet ikke med, jeg har ingen problemer med at huske indtrykkene fra en helt fantastisk fiberdag, og jeg kan jo godt vise, hvad jeg tog med hjem...

  • Vi besøgte the Handweavers Studio, en butik med mange forskellige fibre til spinning og filtning, dejlige bøger og specielle effektgarner til vævning(tror jeg - men det bestemmer vi vel selv?).

  • At finde garnforretninger i London var noget af en udfordring, men med hjælp fra en mandlig pubgæst, som selv strikkede - en hjælpsom ekspedient i et stormagasin - og nogle meget samarbejdsvillige fødder! lykkedes det os at finde et enkelt stormagasin med en garnafdeling. Den var tilgengæld også vel besøgt. Der røg lidt Noro (farv.84) med i kurven, kun fordi indfarvningen var helt perfekt, prisen var ikke at foragte og hvad nu hvis farven ikke var ligeså god derhjemme?

  • Ellers fik vi set de vigtigste seværdigheder, når vi travede rundt efter at garnbutikkerne havde lukket - man må jo prioritere. Næste gang jeg er i London må det være en uge - 3 dage er bare for lidt, når man også gerne vil besøge museer og meget af alt det andet London byder på.

  • Noget af det bedste ved at rejse, er al den ventetid;-) Jeg kunne ikke strikke strømper med hæl før vi tog afsted - det kan jeg nu - beviset er lige her. 1 par strømper str. 46 strikket i Regia 6trådet color på pind nr 3. Til Lau, fordi han lige havde lyst til dem.

  • Til Januar bliver jeg tante, Lau's søster venter sit første barn, længe ventet - mest hos "tante" - tror jeg! I hvertfald er der planlægning af diverse udstyr til strikkepinde og symaskine - det er så fedt at være "skruk" på andres vegne! Den søde Lærke må kopieres, dog i mere diskrete farver, indtil vi ser vidunderet - så må der farver på drengen/pigen. Min svigerinde er dyrepasser, så de "vilde" knapper var absolut nødvendige - fra London, men de kan købes her, og jeg ved fra pålidelig kilde: de sender over hele verden!

  • Hjemme har Agnete og jeg så "småt" starte juleforberedelserne - jeg ved godt det er tidligt, men hun vil så gerne, så vi nyder det! Søndag lavede vi godter, julekort og dej til brune kager - én portion bagt, én i fryseren til senere - alt imens julemusikken drønede ud af højtalerne. Agnete er meget langsom, tangerende til det sure og tvære om morgenen, men når jeg tænder for julemusik - så bliver hun straks en anden, glad og i godt humør. Okay, det udnytter jeg så de næste 2 måneder;o)

  • Mine frugtlagre er "fyldt". Da jeg var barn fyldte min far et kæmpe kølerum med flere ton æbler og pærer, nu nøjes jeg med 6 kasser eller ca. 150 kilo. Det rækker til jul, længere holder de fleste af æblerne ikke, da vi ikke sprøjter frugten - med deraf følgende pletter! Jeg nyder mine daglige ture med Frida, enten går vi i plantagen eller en tur til havet. Jeg bliver aldrig træt af årstidernes skiften og vejrets uforudsigelighed. I morges hentede Lau og jeg hestene hjem - i sne, slud og brølende storm, mandag plukkede jeg æbler i høj solskin!

  • Den kommende weekend skal jeg på kursus med 2 skønne veninder, 2½ dag med hygge, snak og pileflettede tasker. Det er tiltrængt - jeg glæder mig til at få inspiration, at se hvad andre laver og ikke være den der skal øse af kreativiteten. Jeg har meget lyst til at filte, farve og spinde og jeg trænger til andres input og undervisning med de ting, jeg er gået i stå med. Forhåbentlig bliver der mere tid til kurser...

  • Den her møgirriterende ting, vil simpelthen ikke uploade mine ellers meget flotte foto! de kommer måske senere, når dyret virker!!!

1 kommentar:

Mette sagde ...

Skønt når folk forstår at værdsætte julen! Skønne, skønne knapper - fri os for fristelser.... Det er jo november! Nej, bare hit dem, de knapper skal tjekkes ved senere lejlighed. Lyder som en god tur. Bare jeg havde frugtlagre. k.h. Mette